Det er lige gået op for mig... ja, ja, jeg er ikke så hurtig... min kampagne for at nå 1 million skridt har strakt sig over februar, marts og april, hvilket må være knap 90 dage. Jeg har altså holdt et gennemsnit på en sjat over 10.000 skridt om dagen i næsten 90 dage! Tag lige den, dit sløve læs, det er garanteret langt mere end, hvad du har præsteret 😀
Undskyld, men det er ikke så tit, jeg har noget at prale med nu om stunder, så det skal da udnyttes 😀
Jeg så i øvrigt lige en udsendelse på DR om en fyr. der hed Richard om som havde haft en hjerneblødning, langt voldsommere end min: My Amazing Brain: Richard's War (hvis udsendelsen ikke længere er tilgængelig på DR, kan Google sikkert finde den et andet sted.)
Det der slog mig ved udsendelsen var mest, hvor meget hjælp han fik til genoptræning. Jeg blev helt misundelig. I øjeblikket træner jeg 2 halve timer om ugen. en halv time med fysio og en halv time med ergo. Det er rablende - de kan nærmest ikke gøre andet end komme med lidt råd til, hvordan jeg skal træne herhjemme. Det giver kun mening fordi jeg kan motivere mig selv nok til at jeg kan presse mig selv. Når jeg betragter de andre, som træner en halv time om ugen, så tror jeg, de fleste af dem ikke træner andet end den halve time, hvilket lige er nok til at holde dem i live. Det er bindegalt! Hvis vi alligevel ikke vil hjælpe de mennesker ordentligt, ville det sgu være mere humant bare at skyde dem. Og tænk på alle de penge vi sparer! En patron koster vel ikke meget over en femkrone!
På min tur hjem fra hospitalet efter operationen, boede jeg en periode på kommunens rehabiliteringscenter Trekroner. Det burde forbrugerombudsmanden ind over, for der foregår ikke for to øre rehabilitering på det sted. så godt som hele staben af terapeuter er blevet sparet væk Hvis der skal være rejer i en rejesalat.... Jeg boede nok på stedet i cirka 2 måneder. og det eneste træning jeg fik, var et par gange, hvor jeg sad sammen med en flok gamle, og vi hev i hver vores elastik i en halv times tid. Du tror, det er løgn? Det gjorde jeg også...
Undskyld, men det er ikke så tit, jeg har noget at prale med nu om stunder, så det skal da udnyttes 😀
Jeg så i øvrigt lige en udsendelse på DR om en fyr. der hed Richard om som havde haft en hjerneblødning, langt voldsommere end min: My Amazing Brain: Richard's War (hvis udsendelsen ikke længere er tilgængelig på DR, kan Google sikkert finde den et andet sted.)
Det der slog mig ved udsendelsen var mest, hvor meget hjælp han fik til genoptræning. Jeg blev helt misundelig. I øjeblikket træner jeg 2 halve timer om ugen. en halv time med fysio og en halv time med ergo. Det er rablende - de kan nærmest ikke gøre andet end komme med lidt råd til, hvordan jeg skal træne herhjemme. Det giver kun mening fordi jeg kan motivere mig selv nok til at jeg kan presse mig selv. Når jeg betragter de andre, som træner en halv time om ugen, så tror jeg, de fleste af dem ikke træner andet end den halve time, hvilket lige er nok til at holde dem i live. Det er bindegalt! Hvis vi alligevel ikke vil hjælpe de mennesker ordentligt, ville det sgu være mere humant bare at skyde dem. Og tænk på alle de penge vi sparer! En patron koster vel ikke meget over en femkrone!
På min tur hjem fra hospitalet efter operationen, boede jeg en periode på kommunens rehabiliteringscenter Trekroner. Det burde forbrugerombudsmanden ind over, for der foregår ikke for to øre rehabilitering på det sted. så godt som hele staben af terapeuter er blevet sparet væk Hvis der skal være rejer i en rejesalat.... Jeg boede nok på stedet i cirka 2 måneder. og det eneste træning jeg fik, var et par gange, hvor jeg sad sammen med en flok gamle, og vi hev i hver vores elastik i en halv times tid. Du tror, det er løgn? Det gjorde jeg også...
Kommentarer
Send en kommentar