Gå videre til hovedindholdet

Computere!


Computere!


Få ting kan ophidse mig som andre folks børn, egne kvinder og alle computere! Det er den der specielle følelse af at noget er helt og aldeles forkert, men man kan ikke gøre noget som helst ved det. Man kan kun rulle med øjnene og stønne… computere!!

Ved juletid holdt blæseren i min bil pludselig op med at virke (”kabineventilator” belærte en mekaniker med alvorlig mine mig senere), og som du måske kan huske, var det rigtig dejlig koldt i den periode, men takket være den globale opvarmning holdt temperaturerne sig heldigvis over 25 minusgrader. Jeg havde ikke lige tid til at køre på værksted med det samme, så jeg kørte rundt med is på indersiden af bilens vinduer i nogle dage.

Da bilen og jeg endelig kom på værksted, vendte mekanikeren tilbage efter et kvarters tid og meddelte med triumferende stemme at kabineventilatoren skam ikke fejlede noget – det var bare computeren der havde besluttet at kabineventilatorens motor var gået i stykker. En simpel nulstilling af computeren medførte at der igen var varme i bilen. Det var tydeligt at mekanikeren nød at give computeren skylden, for så var det ikke hans elskede mekanik, der var noget galt med. Computere!

Du kender det godt, ikke? Man kigger indforstået på hinanden, for vi er jo alle med i broderskabet af computerramte, og så stønner man i kor… computere!

En bedring har nok lange udsigter, for computere har efterhånden sat sig på alt. Som regel giver det dog mening med alle de computere, og selv i biler tjener de jo, trods alt, et formål udover at gøre bilens indeklima pingvinvenligt.

I øjeblikket tales og skrives der en del om at bruge computere til stemmeafgivelsen ved folketingsvalg (sikkert også kommunal og EU), og det lyder jo umiddelbart helt rigtigt, logisk og fremtidsagtigt, men ved nærmere eftertanke, er det måske ikke så smart alligevel.

Der er en masse sikkerhedsproblemer ved e-valg. For det første skal den enkelte computer sikres mod uautoriseret adgang, og der findes kun én eneste sikker metode: undlad at forbinde de enkelte computere til et netværk. Så når valghandlingen er overstået skal man samle stemmerne sammen på en memorystick eller lignende (som ikke indeholder virus, tak), og så skal stemmerne indlæse på en central computer. For at tjekke at computeren ikke laver fejl (eller at nogen snyder), er man også nødt til at udskrive hver enkelt stemme på papir, og senere sammenligne papir med computer.

Og så videre. Når man tænker lidt over det, er e-valg måske i virkeligheden ikke så smart, for det ender med at være nogenlunde/mindst lige så besværligt som papir og blyant. Sådan set er der kun én fordel ved e-valg, og det er hurtigere sammentælling. Med mindre man laver det totale e-valg, hvor folk stemmer hjemme fra deres egen computer, men så meget kommer jeg aldrig til at stole på hverken computere eller politikere!

En af menneskets vigtigste drifter er nysgerrighed. Uden vores nysgerrighed ville hverken indianere eller vildfarne europæere have opdaget Amerika, og Se & Hør ville ikke kunne eksistere. Så selvfølgelig er hurtigere sammentælling vigtigt. Men det er nu alligevel lidt vanvittigt at bruge så mange penge på noget, der blot giver os resultatet et par timer timer tidligere.

Et andet eksempel på overflødige computere, er den sidste opgradering hos DMI. Siden DMI fik deres nye supercomputer er vejret blevet klart dårligere. Mens jeg skriver det her, er det snestorm, og vi er midt i marts måned, så de computere kan DMI godt få sendt retur til leverandøren! Ellers ender det med en ny istid… computere!


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Det korteste kærlighedsdigt?

Der findes meget lidt, der er lige så kedeligt som et løbebånd. Man kan underholde sig med lidt musik og ved at lade tankerne flagre lidt tilfældigt rund. I dag hørte jeg en af mine gamle helte C. V. Jørgensen, som i en sang synger noget med smerte og hjerte. Sikkert ironisk. Det fik mig til at tænke, at det vel var det mest brugte rim på dansk, og hvad rimer ellers på hjerte og smerte? Så nu er jeg også blevet digter. Hvem skulle have troet det? Hjerte, smerte Så ka' du lær' det! Gå hjem og læg dig HC And! 😎

Godmorgen hånd 7

Historien som ikke vil stoppe. Røvhuller med røvhul på. Hjemmeplejen reagerede aldrig, så nu er operationen aflyst. Hvis jeg bliver opereret i højre hånd, og sendt hjem, kan jeg jo ikke engang betjene nøglen til min hoveddør, så det eneste jeg kan er, at sætte mig i carporten og håbe på kun svag nattefrost😒 Hvad gør man, når sundhedsvæsenet er sygere end man selv er? Jo, man bliver træt, man bliver krafthelvedes træt, lang ind i sjælen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor træt jeg er af det system. Hele Alfred Nobels samlede produktion af dynamit og lignende stoffer vil ikke være nok til at kurere sundhedsvæsenet. Det kommer aldrig, aldrig, aldrig til at virke. De mangler 1000 sygeplejersker? Gu gør de ej! flere ansatte, som heller ikke kan finde ud af en skid, gør kun problemerne større! De mangler hjerner, gør de! Omkring 50.000 af dem!! Har lige talt med sekretæren på mit lokale lægehus. Det er min praktiserende læge, som har henvist mig til operationen. Hun ville få lægen ...

Musekrig

En fornøjelserne ved at bo på landet om vinteren er mus! Mudderfukking møgmus!! De seneste dage har jeg kunnet høre en mus pusle rundt, så jeg støvede min gamle fælde af samt investerede i en ny højteknologisk fælde, som afliver musene med strøm. En sød lille elektrisk stol til mus. I går fik jeg så sat fælderne op på strategiske steder og fyldt dem med den lækreste madding (en rosin og en kvart valnød). I morges var begge fælder tomme, og jeg vil sværge på, jeg hørte en mus bøvse af mæthed ☹ Krafthelvedes lille møgdyr! Den kunne da i det mindste sige tak for mad!! Den skide smarte elektriske fælde, som kostede en lille formue, virkede ikke en skid. I hvert fald virkede den ikke som fælde, men den virkede jo fint som foderbræt! Ny teknologi burde forbydes 😉 Nå, jeg prøver igen - begge fælder er ladt, så bare prøv! Make my day, punk!!