Jeg havde egentlig glemt mit nye motto. Kort efter min hjerneblødning, mens jeg stadig var indlagt, besluttede jeg at mit motto fremover skulle være hvis du ikke prøver det umulige, lærer du aldrig at udføre mirakler! Det var selvfølgelig halvt (mindst) i sjov, og den tid står generelt lidt tåget for mig, så jeg havde egentlig glemt alt om det motto, men for et par dage siden mindede et eller andet mig om det.
Lige efter hjerneblødningen kunne jeg ikke engang sidde på kanten af en seng uden at vælte, og jeg var ikke i nærheden af at kunne stå på benene. I går var jeg ude at gå en tur på cirka en kilometer. Det er selvfølgelig ikke noget mirakel. Mirakler overlader jeg til Jesus og religiøse tosser. I mit tilfælde er der kun tale om stædighed og hårdt arbejde. Og en lille portion vilje til at prøve det umulige.
Det minder mig om en vits/anekdote om en golfspiller som igen-igen, havde lavet et fantastisk slag, som lige netop trillede i hul, hvorefter hans modspiller udbrød,
- "Øi, du er sgu altid så heldig med dine slag!"
- "Ja," svarede den heldige," det har du faktisk ret i, og det pudsige ved det hele er, at jo mere jeg træner og træner og træner, jo heldigere bliver jeg tilsyneladende!"
Jeg mener, blev ved, bliv ved, vær stædig, bliv ved, og, bare engang i mellem, prøv det umulige! Og hvis det umulige, helt mirakuløst, skulle lykkes, så prøv det igen. Og igen og igen. Efter overraskende kort tid er det umulige (som at sidde på kanten af en seng) blevet rutine 😀
Lige efter hjerneblødningen kunne jeg ikke engang sidde på kanten af en seng uden at vælte, og jeg var ikke i nærheden af at kunne stå på benene. I går var jeg ude at gå en tur på cirka en kilometer. Det er selvfølgelig ikke noget mirakel. Mirakler overlader jeg til Jesus og religiøse tosser. I mit tilfælde er der kun tale om stædighed og hårdt arbejde. Og en lille portion vilje til at prøve det umulige.
Det minder mig om en vits/anekdote om en golfspiller som igen-igen, havde lavet et fantastisk slag, som lige netop trillede i hul, hvorefter hans modspiller udbrød,
- "Øi, du er sgu altid så heldig med dine slag!"
- "Ja," svarede den heldige," det har du faktisk ret i, og det pudsige ved det hele er, at jo mere jeg træner og træner og træner, jo heldigere bliver jeg tilsyneladende!"
Jeg mener, blev ved, bliv ved, vær stædig, bliv ved, og, bare engang i mellem, prøv det umulige! Og hvis det umulige, helt mirakuløst, skulle lykkes, så prøv det igen. Og igen og igen. Efter overraskende kort tid er det umulige (som at sidde på kanten af en seng) blevet rutine 😀
Kommentarer
Send en kommentar