Jeg har noget rødt halløj på benene. Jeg har sådan set haft det i årevis, men som en rigtig mand er jeg aldrig gået til lægen med det. I øjeblikket går jeg jo til lægen med så meget andet, så jeg fik endelig spurgt til dette også. "Ringorm", mente han! Jeg så nok lidt forskrækket ud, for han tilføjede hurtigt at det ikke har noget med orm at gøre, "det er noget svamp i huden, som man typisk får fra kæledyr."
Jeg fik ordineret noget salve, men når man ikke rigtig kan bruge venstre halvdel af kroppen, kan det være svært at påføre sig selv salve, så lægen ville ordne det sådan at hjemmeplejen kom og hjalp med det.
Ganske rigtigt. Et par dage senere ringede telefonen.
- "Hej, du taler med Else Englefjært fra hjemmeplejen," (bare rolig, navnet er opdigtet) "jeg skal hjælpe dig med noget salve i aften. Hvad tid går du i seng?"
Jeg fortalte at jeg nok gik i seng omkring klokken 22, så vi aftalte at hun skulle komme omkring klokken 21.30, hvilket var fint. Bortset fra, hun aldrig dukkede op. Jeg sad og ventede til klokken 23, så gik jeg i seng. Pænt mellemfornøjet 😒
Næste formiddag, da jeg var træning ringede telefonen nogle gange. Jeg lod den ringe - jeg var til træning!
Da træningen var overstået, kunne jeg se at den ene "opringer" var min bror, det andet nummer kendte jeg ikke. Jeg ringede til brormand, som fortalte at en hjemmeplejer havde ringet til ham, fordi jeg ikke åbnede døren derhjemme. Tilfældigvis vidste min bror at jeg var til træning, så det havde han viderebragt til den måbende hjemmeplejer, som sagde at det havde hun da ellers tjekket ved at ringe til kommunens rehabiliteringscenter Trekroner, hvor jeg ganske rigtigt plejede at træne indtil for adskillige måneder siden. Så bad hun min bror sige til mig, at jeg skulle ringe til dem, mellem klokken dit og klokken dat, og oplyse dem om hvornår jeg trænede og hvad jeg ellers havde af planer. Da jeg hørte det, røg der muligvis en sikring hos mig.
De kører bare ud til mig på må og få, "han er sikkert hjemme, og ellers er det også bare ligegyldigt." Det salve, jeg skulle smøres med, skulle påføres to gange i døgnet, og det var vigtigt ikke at springe smøringer over. Det ville de fjolser aldrig nogensinde kunne finde ud af. Aldrig.
Om Aftenen kom Else Englefjært så klokken 21.30 - stakkels tøs - hun fik en skideballe af stor kaliber - al min opsparede galde. Og så fik hun ellers i utvetydige vendinger besked på at hun og hendes kolleger bare skulle holde sig væk, for jeg havde (og har ) overhovedet ingen tillid til dem. Hvis de ikke engang kan finde ud af at lave en aftale og lægge en simpel plan for to daglige besøg i et par uger...
Det overraskede mig faktisk at jeg blev så vred over så lidt. Jeg ved ikke rigtig - måske er jeg bare alvorligt træt af aldrig at blive behandlet som en voksen.
Jeg håber sgu det ikke er fordi jeg, generelt, er ved at løbe tør for godt humør. Positiv indstilling og godt humør er vigtigt, men med den slags "samarbejdspartnere" er det sgu op ad bakke. Har jeg for resten fortalt om min kampsang? Tag den, onde, onde univers! 😊
Jeg fik ordineret noget salve, men når man ikke rigtig kan bruge venstre halvdel af kroppen, kan det være svært at påføre sig selv salve, så lægen ville ordne det sådan at hjemmeplejen kom og hjalp med det.
Ganske rigtigt. Et par dage senere ringede telefonen.
- "Hej, du taler med Else Englefjært fra hjemmeplejen," (bare rolig, navnet er opdigtet) "jeg skal hjælpe dig med noget salve i aften. Hvad tid går du i seng?"
Jeg fortalte at jeg nok gik i seng omkring klokken 22, så vi aftalte at hun skulle komme omkring klokken 21.30, hvilket var fint. Bortset fra, hun aldrig dukkede op. Jeg sad og ventede til klokken 23, så gik jeg i seng. Pænt mellemfornøjet 😒
Næste formiddag, da jeg var træning ringede telefonen nogle gange. Jeg lod den ringe - jeg var til træning!
Da træningen var overstået, kunne jeg se at den ene "opringer" var min bror, det andet nummer kendte jeg ikke. Jeg ringede til brormand, som fortalte at en hjemmeplejer havde ringet til ham, fordi jeg ikke åbnede døren derhjemme. Tilfældigvis vidste min bror at jeg var til træning, så det havde han viderebragt til den måbende hjemmeplejer, som sagde at det havde hun da ellers tjekket ved at ringe til kommunens rehabiliteringscenter Trekroner, hvor jeg ganske rigtigt plejede at træne indtil for adskillige måneder siden. Så bad hun min bror sige til mig, at jeg skulle ringe til dem, mellem klokken dit og klokken dat, og oplyse dem om hvornår jeg trænede og hvad jeg ellers havde af planer. Da jeg hørte det, røg der muligvis en sikring hos mig.
De kører bare ud til mig på må og få, "han er sikkert hjemme, og ellers er det også bare ligegyldigt." Det salve, jeg skulle smøres med, skulle påføres to gange i døgnet, og det var vigtigt ikke at springe smøringer over. Det ville de fjolser aldrig nogensinde kunne finde ud af. Aldrig.
Om Aftenen kom Else Englefjært så klokken 21.30 - stakkels tøs - hun fik en skideballe af stor kaliber - al min opsparede galde. Og så fik hun ellers i utvetydige vendinger besked på at hun og hendes kolleger bare skulle holde sig væk, for jeg havde (og har ) overhovedet ingen tillid til dem. Hvis de ikke engang kan finde ud af at lave en aftale og lægge en simpel plan for to daglige besøg i et par uger...
Det overraskede mig faktisk at jeg blev så vred over så lidt. Jeg ved ikke rigtig - måske er jeg bare alvorligt træt af aldrig at blive behandlet som en voksen.
Jeg håber sgu det ikke er fordi jeg, generelt, er ved at løbe tør for godt humør. Positiv indstilling og godt humør er vigtigt, men med den slags "samarbejdspartnere" er det sgu op ad bakke. Har jeg for resten fortalt om min kampsang? Tag den, onde, onde univers! 😊
Kommentarer
Send en kommentar