Karsten Zetterlunds Blog

Jeg tænker hverken på Otis Redding eller Aretha Franklin , men... Som jeg skrev  sidst , var jeg selv overrasket over, hvor vred jeg var blevet på hjemmeplejen. Det var jo ikke ligefrem et mord de havde begået. Jeg har filosoferet lidt over det, og jeg tror, det handler om respekt, eller manglen på samme. Som vi nok hurtigt kan blive enige om, er der kun én fællesnævner for offentlige institutioner og systemer: de er nogle røvhuller! 😉 Mja, ok, det mener jeg ikke (helt), men de har absolut ingen respekt for os, som er både deres kunder og deres arbejdsgivere! Det begynder allerede ved E-boks, som efterhånden er der, hvor al kontakt med det offentlige begynder. Der kommer en "mail", som man typisk ikke kan svare på. Det er fantastisk, ikke? De udnytter ny teknologi til at tage skrankepaveriet til helt nye, hidtil uopnåelige højder. Før i tiden skjulte de sig kun bag en skranke - nu sidder de bag hele Internettet med firewalls, Center for Cybersikkerhed , FE og Fanden og han...

Jeg har noget rødt halløj på benene. Jeg har sådan set haft det i årevis, men som en rigtig mand er jeg aldrig gået til lægen med det. I øjeblikket går jeg jo til lægen med så meget andet, så jeg fik endelig spurgt til dette også. " Ringorm ", mente han! Jeg så nok lidt forskrækket ud, for han tilføjede hurtigt at det ikke har noget med orm at gøre, "det er noget svamp i huden, som man typisk får fra kæledyr." Jeg fik ordineret noget salve, men når man ikke rigtig kan bruge venstre halvdel af kroppen, kan det være svært at påføre sig selv salve, så lægen ville ordne det sådan at hjemmeplejen kom og hjalp med det. Ganske rigtigt. Et par dage senere ringede telefonen. - "Hej, du taler med Else Englefjært fra hjemmeplejen," (bare rolig, navnet er opdigtet) "jeg skal hjælpe dig med noget salve i aften. Hvad tid går du i seng?" Jeg fortalte at jeg nok gik i seng omkring klokken 22, så vi aftalte at hun skulle komme omkring klokken 21.30, hvilket v...

Jeg havde egentlig glemt mit nye motto. Kort efter min hjerneblødning, mens jeg stadig var indlagt, besluttede jeg at mit motto fremover skulle være hvis du ikke prøver det umulige, lærer du aldrig at udføre mirakler! Det var selvfølgelig halvt (mindst) i sjov, og den tid står generelt lidt tåget for mig, så jeg havde egentlig glemt alt om det motto, men for et par dage siden mindede et eller andet mig om det. Lige efter hjerneblødningen kunne jeg ikke engang sidde på kanten af en seng uden at vælte, og jeg var ikke i nærheden af at kunne stå på benene. I går var jeg ude at gå en tur på cirka en kilometer. Det er selvfølgelig ikke noget mirakel. Mirakler overlader jeg til Jesus og religiøse tosser. I mit tilfælde er der kun tale om stædighed og hårdt arbejde. Og en lille portion vilje til at prøve det umulige. Det minder mig om en vits/anekdote om en golfspiller som igen-igen, havde lavet et fantastisk slag, som lige netop trillede i hul, hvorefter hans modspiller udbrød,   - ...

Forestil dig koncerthuset i Stockholm under uddelingen af nobelpriser. Der er et bjerg af hjernekapacitet i rummet! Og tænkt så på, hvor der er et bjerg, må der også være en dal. Den dal har jeg opdaget. Det er hjemmeplejen i Roskilde Kommune! Der er edderbroderemig langt mellem hjernecellerne i det foretagende. For en uges tid siden havde jeg besøg af en ergoterapeut, som skulle høre til, hvordan jeg har det med det hele. Så jeg fik endnu engang spørgeskemaet, som tidligere beskreve t, hvilket selvfølgelig pirrede min irritation over situationen, så jeg fortalte at det behøvede hun ikke spilde min tid med, der skulle bare "kryds i den midterste ved alle spørgsmål", det forvirrede hende lidt, hvilket ikke var svært at gøre. Jeg spurgte så, hvad de egentlig bruger svarene til. - "Jamen, vi skal jo holde øje med, hvordan det går med dig." - "Kig lige på spørgsmålene," sagde jeg så, "mine svar vil kun ændre sig i to tilfælde. Enten sker der et mirak...

Den havde jeg ikke lige set komme... jeg øgede min hastighed på løbebåndet, og det har betydet at mine skridt er blevet længere. Ganske almindelig høkerregning for burhøns siger at så skal jeg gå længere for at opnå mine daglige 10.000 skridt. Det må man da kunne kalde en uhensigtsmæssig bivirkning ! Og man kan nok ikke få en pille imod det. Krafthelvede 😠 Til gengæld er mine vandreture måske ved at bære frugt på en eller anden måde. Der er muligvis ved at blive skabt nogle nye forbindelser mellem nogle neuroner! Eller noget. Når man går så løfter forfoden, ved afslutningen af hvert skridt, kroppen lidt op og afslutter skridtet med at sparke lidt bagud. Den funktion har jeg manglet, men tilsyneladende er  den ved at dukke op igen. Jeg kan bare ikke helt styre det, og når det der sidste spark så kommer, kommer det som en overraskelse, og for lidt siden var jeg ved at stå på røven på løbebåndet fordi jeg pludselig og uventet blev sparket lidt ekstra fremad ved afslutningen af et ...

I går var jeg for første gang ude at gå en tur in the wild , hvilket vil sige en tur op og ned ad vores lille vej, som er 100-150 meter lang! Det var episk! Der vil  blive skrevet sange om det!! Eller noget 😈 Og som om den præstation ikke var nok, til Braking News på altid seriøse og troværdige TV2, så toppede jeg det lige ved at øge mit standard-tempo på løbebåndet fra 3,0 km/t to 3,5 km/t. Det er en forøgelse på hele næsten rundt regnet knap 17 procent! Det kører for Ole Bent ! 😎 I dag fortsatte jeg med det voldsomme tempo på løbebåndet, og tog jeg samme tur på vejen, og mon ikke jeg i weekenden vover mig længere ud i storbyen, Herringløse? Det skal bare ske med lidt forsigtighed, for man kan godt blive overfaldet af de vilde blomster i vejkanten! De kan være noget så grumme! Først spænder de ben, og så... gys...

Mit gangbånd siger, det skal smøres! Mja, det er vel nærmest glidecreme, det vil have. Noget silikonebaseret stads, som skal på undersiden af selve båndet, så det glider pænt henover "karosseriet". Men det er sådan set ligegyldigt - det interessante er, det vil smøres fordi jeg har gået 300 km på det. På cirka 2 år, så det er vel ikke så imponerende. Til gengæld er jeg lidt stolt af at januar og februar står for knap 140 km af de 300. Der er ved at komme liv i frikadellen!! 😇

Så er kontoen for marts gjort op, og jeg kom op på 308.283 skridt for måneden. plus de 5-10 tusind skridt, som Google Fit snød mig for, da den hang forleden dag. Jeg er godt tilfreds. Jeg har "syndet" et par dage, hvor jeg har præsteret mindre end de hellige 10.000 skridt, til gengæld har jeg så åbenbart overpræsteret på andre dage, så gennemsnittet endte på lige over 10.000 skridt om dagen. Det er go'kendt! Grand total bliver så 582.309, så jeg er godt halvvejs til mit mål om 1 million skridt inden Sankt Hans! Mon ikke jeg når det 😉 I går tog jeg hævn over Google Fit , og viste hvem der bestemmer! Jeg kom op på 16.116 skridt! Og denne gang turde den lille lort ikke andet end at registrere hvert eneste skridt!! Tror jeg, naivt... det er jo mobilos der bestemmer - det ved enhver 😀