Karsten Zetterlunds Blog

Fortsat fra forrige nummer . Nå min læge fik lavet en henvisning til sygehuset, som ringede i går. De fortalte at min læge havde rykket for en reaktion på henvisningen - der var intet sket i to uger... Nu havde de et afbud, så de kunne klemme mig ind i dag. Ergo har jeg været en tur på Næstved Sygehus, som jo bare er en times kørsel væk, til en "forundersøgelse", hvor der ikke sker så meget andet end, at de spørger om man gerne vil behandles... Så nu skal jeg opereres i hånden på Næstved Sygehus den 18. december. Det kan godt bekymre mig lidt, at de skal til at operere min eneste fungerende hånd 😉 Operationen medfører at jeg ikke rigtig kan bruge hånden i nogle dage, så jeg bliver temmelig hjælpeløs, med hele to hænder, som ikke virker. Sygehuset sendte en besked til hjemmeplejen, som blev bedt om at kontakte mig, så vi kan aftale, hvad jeg får brug for af hjælp. Det ender uden tvivl galt: kommunikation mellem to offentlige systemer... regional sundhed møder kommunal ...

Det er jo røvkedeligt at vandre derudad på et gangbånd, så tankerne har det med at flagre, helt ude af kontrol 😊 For lidt siden kom jeg til at tænke generelt over den fysiske træning jeg har fået. For næsten alle fysserne og ergoerne (undtagelsen var CNN ( Center for Neurorehabilitering Næstved ) har det handlet om at styrke min muskelmasse, men det er i virkeligheden ikke det, det handler om for mig. Mit problem er jo ikke mangel på muskelmasse - mit problem er en hjerneskade. og målet med træningen er derfor heller ikke at opbygge muskelmasse - målet er at skabe nye forbindelser mellem neuronerne i min hjerne. Der er nærmest tale om et vejnet. I et område i min hjerne er alle cellerne døde. Derfor skal der skabes nye forbindelser mellem de overlevende celler - nærmest som en omkørsel. Jeg ved ikke hvordan man fremmer skabelsen af sådanne nye forbindelser mellem de overlevende celler, men øget muskelmasse gør nok ikke den store forskel. Der er måske lige noget jeg skal vende ...

Ja, jeg tæller stadig. Selvom der er et dårligt tal, jeg er nået frem til 😊 Det giver kun 8.142 skridt om dagen i gennemsnit. Langt, langt, laaaangt fra mit mål på 10.000 skridt  om dagen 😓😓 Jeg har selvfølgelig masser af undskyldninger. Eksempelvis 😊 Min eneste konstruktive/positive undskyldning er, jeg er begyndt at træne i at gå uden min dropfodsskinne, hvilket betyder knap så mange skridt, Til gengæld synes jeg faktisk, det virker som om, det har styrket min ankel en del, og har gjort mig lidt mere stabil og sikker på benene. Og jeg har faktisk præsteret flere dage med 10.000 skridt uden skinne, så grand total er cirka ikke så ringe endda .

Fortsat fra forrige nummer 😉 Så lykkedes det omsider at blive undersøgt for karpaltunnel syndrom. Konklusionen var vist den samme som Doktor Google og jeg nåede frem til for et halvt år siden: Ja, jeg lider af lortet 😐 Det var i torsdags, undersøgelsen, så i dag (mandag) ringer jeg til min læge, så vi omsider kan komme videre. Jeg havner i telefonslusen, hvilket jo er helt normalt, men beskeden "du er nu nummer 24", er ikke helt normal. Nå, det er vel influenza-sæsonen, der er gået i gang, tænker jeg. Efter en halv time, når jeg frem til "du er nu først i køen, og vil blive betjent af den næste ledige medarbejder". Da jeg har lyttet til den besked i et kvarters tid, knalder jeg "røret på" mobilen. Krafthelvede! Sundhedssystemet kræver edderbroderemig at man har er godt helbred og en stærk psyke. Ind i mellem virker det håbløst... som om man lige så godt kan ringe til en bedemand... hvad gør man, når sundhedssystemet er sygere end man selv er? Hvem...