Mit første styrt, siden jeg kom hjem fra hospitalet. Ikke noget alvorligt, bare latterligt 😉
Lige efter min hjerneblødning, stadig indlagt, ville en læge høre "hva' syn's du selv?" - altså hvordan oplevede jeg selv min situation. Jeg forklarede at jeg følte at mit standardbibliotek var blevet ryddet. Vi dyr har hjernen fuld af standardprocedurer, som træder i værk uden at vi tænker over det. Hvis vi får et lille skub fra venstre, så løfter vi automatisk venstre arm, og genvinder derved balancen. Hvis noget er ved at ramme os i hovedet, så flytter vi hovedet. Og så videre. En hel masse små procedurer, som "kører på rygraden". Jeg kaldte det et standardbibliotek, men det er nok bare en gammel erhvervsskade.
Problemet er sikkert at alle de her standardprocedurer, involverer både højre og venstre del af kroppen, henholdsvis venstre og højre del af hjernen, og min ene halvdel fungere ikke. Derfor dutter standardbiblioteket heller ikke, er min teori.
En af de første fysio-øvelser, jeg skulle prøve efter hjerneblødningen var "sidde på sengekanten" Meget vanskelig øvelse! Jeg troede de tog gas på mig - enhver idiot kan sgu da sidde på en sengekant! Det kunne denne her idiot så ikke, for standardbiblioteket fungerede ikke. Når jeg kom til at vippe lidt til venstre, så skulle højre arm løftes for at genoprette balancen, men det skete bare ikke, så jeg væltede (blev selvfølgelig stoppet af fyssen).
Det var lidt det samme der skete da jeg styrtede i sidste uge. Ude på terrassen slog jeg hovedet mod noget. Ikke voldsomt, men nok til at jeg blev lidt forskrækket og mistede balancen. Jeg skulle vel bare være trådt et halv skridt baglæns og have genfundet balancen, men i stedet landede jeg bogstaveligt talt på røv og albuer. Tungt. Nå, men jeg lærte da, at jeg efterhånden har forholdsvis nemt ved at komme på benene igen. Historien passer lige til min kampsang 😀
Lige efter min hjerneblødning, stadig indlagt, ville en læge høre "hva' syn's du selv?" - altså hvordan oplevede jeg selv min situation. Jeg forklarede at jeg følte at mit standardbibliotek var blevet ryddet. Vi dyr har hjernen fuld af standardprocedurer, som træder i værk uden at vi tænker over det. Hvis vi får et lille skub fra venstre, så løfter vi automatisk venstre arm, og genvinder derved balancen. Hvis noget er ved at ramme os i hovedet, så flytter vi hovedet. Og så videre. En hel masse små procedurer, som "kører på rygraden". Jeg kaldte det et standardbibliotek, men det er nok bare en gammel erhvervsskade.
Problemet er sikkert at alle de her standardprocedurer, involverer både højre og venstre del af kroppen, henholdsvis venstre og højre del af hjernen, og min ene halvdel fungere ikke. Derfor dutter standardbiblioteket heller ikke, er min teori.
En af de første fysio-øvelser, jeg skulle prøve efter hjerneblødningen var "sidde på sengekanten" Meget vanskelig øvelse! Jeg troede de tog gas på mig - enhver idiot kan sgu da sidde på en sengekant! Det kunne denne her idiot så ikke, for standardbiblioteket fungerede ikke. Når jeg kom til at vippe lidt til venstre, så skulle højre arm løftes for at genoprette balancen, men det skete bare ikke, så jeg væltede (blev selvfølgelig stoppet af fyssen).
Det var lidt det samme der skete da jeg styrtede i sidste uge. Ude på terrassen slog jeg hovedet mod noget. Ikke voldsomt, men nok til at jeg blev lidt forskrækket og mistede balancen. Jeg skulle vel bare være trådt et halv skridt baglæns og have genfundet balancen, men i stedet landede jeg bogstaveligt talt på røv og albuer. Tungt. Nå, men jeg lærte da, at jeg efterhånden har forholdsvis nemt ved at komme på benene igen. Historien passer lige til min kampsang 😀
Kommentarer
Send en kommentar